Min veninde og jeg var ret vilde, dengang vi var helt unge. Vi rejste rundt i hele verden på må og få. Fik små jobs og finansierede rejsen videre på den måde. Det var sjove tider. Og udfordrende. Og farlige. Det var den tid, som fik os til at vælge, hvad vi skulle lave fremover, når vi engang vendte snuden hjem. Jeg kan huske, at min veninde kom hjem en aften efter arbejde. Vi boede på et usselt, lille hotel i den dårlige del af en eller anden sydamerikansk by. Hun kom grædende og rystende hjem. Hun var blevet truet og slået af en mand, som havde fulgt efter hende. Heldigvis ikke værre end det. Og heldigvis var hun ikke blevet slået sønder og sammen. Vask, og førstehjælpskassen var tilstrækkeligt.

Kunne være værre

Det var blevet til nogle knubs og et blåt øje. Ikke mere end det. Ikke nogen brækkede arme eller næser. Heldigvis.

Men vi blev godt nok bange. Og da jeg gik på arbejde dagen efter (Min veninde blev hjemme i seng hele dagen for lige at komme sig over chokket og de værste smerter.) følte jeg mig bestemt ikke tryg ved at skulle gå hjem efter mørkets frembrud.

Jeg talte med min arbejdsgiver om hændelsen. Fortalte ham, hvad der var sket. Jeg spurgte ham, om jeg skulle melde det til politiet. Nu var min arbejdsgiver en rar mand, og jeg arbejdede i køkkenet på hans restaurant. Han mente ikke, at jeg ville få noget ud af at melde det. Politiet gør ikke så meget ved den slags. Her i landet er synet på kvinder heller ikke, som du siger, det er i Danmark, sagde han.

Advokatfirmaer hjælper

Det tænkte jeg over. Og jeg må sige, at ja, det er rigtigt. Han har ret. Der er mange lande, hvor synet på kvinder slet ikke minder om det, vi har i Danmark. Og det er vist også kun ret få lande ude i verdenen, som har det, man kalder for offererstatning – og ofte endnu nemmere med hjælp fra et godt advokatfirma, sådan som vi har det her. Måske kan de lande tælles på en hånd.

Måske er vi forkælede her i landet? Jeg synes det ikke. Men jeg er da klar over, at mange kvinder bliver slået hver dag, og de får ikke offererstatning. Det er egentlig grunden til, at jeg efter vores verdensomrejse besluttede mig for at læse jura.

Hernings bedste advokat

Jeg ville egentlig have været advokat i Herning, hvor jeg kommer fra. Tanken var, at jeg ville arbejde med voldssager mod kvinder og strafferet. Det blev dog ikke min karriere. Jeg arbejder i dag for en NGO, som kæmper internationalt for menneskerettighederne. Vi har et godt samarbejde med de Forenede Nationer. Jeg er tit i Geneve og New York for at deltage i nogle af de store møder, der afholdes der. Kvinders kår er stadig dårlige i rigtig mange lande.
Min veninde valgte at blive psykolog. Jeg ved ikke, hvad hun tænkte. Men det var vist noget med at kunne give mennesker, der er angst sjælefred. Respekt for det. Hun havde selv brug for behandling efter oplevelsen i Sydamerika.

«